15-08-2012
ADRA projekt nomineret til fornem pris
AfriComNet har nomineret ADRAs børneradio projekt i Burundi blandt de mest effektive og innovative udviklingsprojekter indenfor sundhed og oplysning om hiv/aids i Afrika. Prisen bliver uddelt i november i Dar es Salaam i Tanzania.
Det Afrikanske Netværk for Strategisk Kommunikation i Sundhed og Udvikling AfriComNet er en sammenslutning af offentlige
organisationer, private og civilsamfundsorganisationer fra mere 56 forskellige lande. Alle med interesse og erfaring inden for udviklingsarbejde med fokus på hiv og aids og sundhed.
I år har netværket nomineret ADRA Danmarks projekt ”Break the Silence” til deres årlige pris for bedste projekt i kategorien interpersonel kommunikation.

Foto: Birgitte Jallov
Børneradio om hiv og aids
Breaking the Silence er et udviklingsprojekt, der giver børn og unge i Burundi en stemme i debatten om hiv & aids
Det er desværre en realitet, at børn og unge i Burundi hver dag bliver smittet med hiv, ser deres familiemedlemmer dø af aids og bliver bremset i deres fremtidsdrømme, fordi aids-epidemien er med til at fastholde både den enkelte familie og hele samfundet i fattigdom.
Med børneradioprojektet får børn og unge konkret viden om hiv og aids, og hvordan de kan undgå at blive smittet – men hvad er endnu vigtigere: Aids kommer ud af skyggerne, hvor det er nemmere at forholde sig til den.
Du kan se film og billeder, finde fakta og data og læse meget mere om projektet på Breaking the Silence’ egen hjemmeside.
|