ADRA-teamet på European Humanitarian Forum 2025. Jon Kristiansen fra Danmark i midten

21.05.2025

ADRA er i Bruxelles for at tale de udsattes sag

I denne uge er ADRA til stede ved European Humanitarian Forum 2025 – et stort årligt møde i Bruxelles, hvor organisationer, politikere og donorer samles for at finde bedre måder at hjælpe mennesker i krise på. Programchef Jon Kristiansen har en række vigtige budskaber med

Netop nu afholdes ’European Humanitarian Forum for fjerde gang, og programmet i Bruxelles indeholder også i år paneldebatter, workshops og faglige oplæg. Deltagerne udgøres af humanitære organisationer, politikere og donorer.

”Verden er forandret – og det bør måden, vi rækker ud på også være,” siger ADRA Danmarks programchef, Jon Kristiansen. Han er rejst til Bruxelles med en række standpunkter, som ADRA ønsker at udbrede.

”Krige, klimakatastrofer og tvungen fordrivelse rammer millioner, men hjælpen følger ikke med behovene. Samtidig bliver humanitære principper alt for ofte udfordret af politiske og kommercielle interesser,” lyder en fælles udmelding fra ADRA.

Over 305 millioner mennesker har akut behov for hjælp på grund af konflikt, klimakatastrofer, fødevareusikkerhed og økonomisk ustabilitet. Samtidig bliver det sværere at få hjælpen frem til de mest udsatte mennesker, og den samlede pengepulje til formålet bliver mindre.

Lokale kræfter er afgørende
ADRA deltager for at sikre, at verdens mest sårbare ikke bliver glemt – og for at minde Europas beslutningstagere om, at hjælpen skal nå frem til dem, der har allermest brug for den.

Derfor har Jon Kristiansen og kolleger fra flere andre europæiske ADRA-kontorer otte klare budskaber med til Bruxelles. Her nævnes tre af dem:

Hjælpen skal gives, fordi der er behov – ikke fordi det passer politisk!
Når mennesker er i nød, skal branchen hjælpe ud fra medmenneskelighed og en vurdering af, hvor behovene er størst – ikke ud fra politiske eller økonomiske interesser.

De lokale skal have adgang og midler til at handle!
Folk i lokalsamfundene er ofte de første, der reagerer, når en katastrofe rammer. Derfor skal de lyttes til, have ansvar og udrustes med de nødvendige ressourcer til at handle hurtigt og effektivt.

Religiøse ledere spiller vigtig rolle!
Trosbaserede organisationer som ADRA er ofte dybt forankrede i lokalsamfund og kan bygge bro i skrøbelige kontekster. Sammenlignet med ikke trosbaserede aktører kan de i højere grad bidrage med håb og fredsopbygning, eftersom de ofte i forvejen nyder tillid i befolkningen.

Se mere her: https://europeanhumanitarianforum.eu/

X

Din browser er forældet!

Du benytter en forældet browser og vil ikke få den optimale oplevelse på siden.

Overvej at hente en af følgende browsere: