17. juni 2025

Skolegang og fællesskab gav brødre nyt håb

De syriske brødre Muhammad og Hamza var efter en flugt forhindret i at gå i skole og have fællesskab med andre børn. Oveni sørgede de over at have mistet begge forældre. Efter et ADRA-skolekursus er de nu tilbage på håbets vej, og traumerne er blevet bearbejdet

I en krigshærget by i det østlige Syrien bor to brøde, Hamza og Muhammad, hos deres bedsteforældre. Drengene på 10 og 12 år har ligesom mange andre syriske børn efterhånden fået nyt håb for fremtiden efter at have deltaget i ADRA’s skoleprojekt.

Børnenes far er død i borgerkrigen, og moderen har forladt dem. Derfor passer bedsteforældrene på dem, så godt det er muligt i et land præget af mange års konflikt.

“Vi mistede alt – vores far, vores hjem og vores hverdag. Vi flyttede hele tiden fra sted til sted, og vores mor giftede sig igen og forlod os,” fortæller Hamza.

Bedstemor talte deres sag

Inden ADRA mødte familien, havde de endnu engang været nødt til at flygte. Fordi drengene manglede deres personlige papirer, fik de ikke lov til at fortsætte skolegang i den nye by. Sådan stod det på i over et år, og det påvirkede drengene følelsesmæssigt, at de ikke kunne være sammen med andre børn i dagtimerne.

Bedstemoderen, der var trist på drengenes vegne – efter alt, hvad de havde oplevet – fortalte ADRA om situationen. Brødrene blev hurtigt tilbudt plads på et af ADRA’s skolekurser, der retter sig mod børn, som har været væk fra skolesystemet eller er i fare for at droppe ud af undervisningen. Oftest på grund af fattigdom, flugt eller traumer. På skolekurserne møder eleverne særligt tilpasset undervisning, der løfter deres faglige niveau og gør dem klar til at starte i en offentlig skole.

Hjælp til traumer

Efter en optagelsesprøve startede Hamza og Muhammad hver især på det kursusniveau, der passede til dem. Lidt efter lidt skete en mærkbar ændring med de to brødre.

“Alle fag blev lettere, da lærerne begyndte at bruge deres kreative metoder. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme til at lide skole så meget,” siger Muhammad.

En lærer bekræfter, at drengene gjorde store fremskridt – både fagligt og følelsesmæssigt. Med hjælp fra en rådgiver deltog de i både individuelle samtaler og gruppesamtaler, hvilket hjalp dem til at bearbejde traumer, få nye venner og finde sig til rette i et fællesskab igen.

“Hamza og Muhammad gik fra at være isolerede og frustrerede til at være glade og aktive i undervisningen. Det trygge og støttende miljø gjorde hele forskellen,” forklarer en af deres lærere.

Efter en ny vurdering af brødrenes niveau blev det klart, at drengene nu var på rette spor til at begynde i almindelig skole igen.

Muhammad afslutter deres historie sådan:
“Takket være vores fantastiske lærere er vi tilbage i skole. ADRA gav os skoletasker fyldt med alt, hvad vi havde brug for: blyanter, notesbøger – alt var perfekt til os.”

ADRA’s skoleprojekt bliver finansieret af EU’s Humanitære Kontor.

X

Din browser er forældet!

Du benytter en forældet browser og vil ikke få den optimale oplevelse på siden.

Overvej at hente en af følgende browsere: