”Jøden Paulus fra Bibelen er vel den første fundraiser, vi kender. ’Je suis Paulus’,” siger ADRA Danmarks nye fundraiser med spil i øjnene og knap antydningen af et smil om munden. Et typisk karaktertræk ved Maria Elisabeth Abildstrøm Bøg, der har været i gang i sin nye stilling siden august. Den underspillede humor og selvironien er et kendetegn ved den 34-årige lune jyde fra Ribe.
Maria henviser til, at den bibelske person Paulus koordinerede indsamlinger af gaver til de forskellige kristne menigheder nævnt i Det Nye Testamente. Den fortælling blandt mange andre har Maria beskæftiget sig med gennem syv år på teologistudiet i København.
Populær vej for teologer
Netop kombinationen af teologi og fundraising har Maria skullet forsvare mange gange. Hvordan i alverden har hun fundet på at arbejde med indsamling af penge og nørdede marketinganalyser, når hendes uddannelsespapirer emmer af noget så ophøjet som Gud, gammel lærdom og hebraiske gloser.
”Jeg ser ingen modsætninger mellem de to beskæftigelser. Siden jeg startede på teologistudiet, har jeg villet arbejde med nødhjælp. Jeg møder mange teologer, som har valgt den vej måske netop på grund af deres kristne baggrund og motivation for at gøre noget godt for andre. Teologi er jo bare et studie som alle andre universitetsuddannelser, hvor man tilegner sig viden og formidler det videre. Hvorfor lade sig begrænse af en kandidatgrad?”
Hjælpearbejde og knækkede pølser
Marias baggrund som spejder i hjembyen Ribe har været medvirkende årsag til, at hun personligt og karrieremæssigt er, hvor hun er i dag. Siden hun var 11 år, har hun været FDF’er langt ind i sjælen.
Til FDF lærte Maria både Fadervor, at holde andagt, om fællesskaber i naturen på tværs af baggrund, om glæden ved at samle penge ind til hjælpearbejde i fattige lande og om, hvordan man kan redde en knækket pølse på 10 forskellige måder. I dag drømmer hendes indre legebarn om at starte en FDF-gruppe for familier.
Udlært i Bibelselskabet
Spejder-erfaringerne og Marias forrige job i Bibelselskabet har styrket hende i de kompetencer, hun bringer med videre til ADRA Danmark. I den forrige stilling blev hun født ind i verdenen af fundraising og nødhjælp, og NGO’ens månedlige kampagner gav hende solid erfaring.
”Jeg synes selv, at jeg er god til at tale med mange forskellige typer af mennesker. Lige fra unge studerende i Hovedstaden til ældre mennesker fra Nordjylland, der ringer og spørger til fradragsmuligheder. Fundraiserens fornemmeste opgave er jo at opbygge relationer.”
På spørgsmålet om, hvorfor hun har valgt at arbejde for ADRA Danmark, svarer hun:
”NGO-branchen som sådan var mit mål, men jeg faldt for stillingsopslaget, fordi ADRA formåede at formulere alt det, jeg elsker at beskæftige mig med: Talnørderi og den psykologiske udfordring, der ligger i at skabe interesse blandt danskere for at hjælpe udsatte mennesker, der befinder så langt væk fra vores egen hverdag.”
Fundraiseren har selv rejst i fattige og konfliktprægede dele af verden. I Syrien nåede hun at se nogle af de gamle historiske monumenter, inden Islamisk stat ødelagde dem. I Israel og Palæstina oplevede hun, hvordan dialogarbejde mellem stridende parter fungerer.
I privatlivet går dialogarbejdet ud på, sammen med ægtefællen Jakob, at få sønnerne på 1 og 4 år til at enes i rækkehuset i Blovstrød. Her spiller Maria også gerne banko med familien og strikker, for at nævne et udpluk af hendes yndlingsinteresser.
Marias primære opgave i ADRA Danmark er at stå for kontakten med private donorer og medlemmer.
“Alle har lige ret til at følge og udleve deres egne drømme og evner. Derfor kæmper vi side om side med vores medmennesker for at styrke deres stemme”
Din browser er forældet!
Du benytter en forældet browser og vil ikke få den optimale oplevelse på siden.
Overvej at hente en af følgende browsere: